Visselulle, nu barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
skønt din vugge stander stil,
uden dun og uden gænge.
Hører du den dumpe storm
sukke ved hvad jeg forliste?
Mærker du den sultne orm
pirke på din fyrrekiste?
Sov, barnlille! ved min sang
intet skal din glæde mangle.
Hører du den muntre klang,
hist i tårnet af din rangle?
Nattergalen nærmer sig.
Fryder dig dens blide klukke?
Du har ofte vugget mig,
nu skal jeg dig atter vugge!
Hvis dit hjerte ej er sten
mærk, min idræt, moder kære!
Her af denne hyldegren
skal jeg dig en fløjte skære.
Ved dens toner fryd dit sind!
HVod den klager svagt og ene,
som en vildsom nattevind
i de våde vintergrene.
Ak! nu må jeg fra dig gå
der er koldt i dine arme,
og jeg ejer ingen vrå,
hvor jeg mig igen kan varme.
Visselulle da, barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
skønt din vugger stander stil,
uden dun og uden gænge.
